Høng-Haslev.Faxe-Lokalt_øst

Go to content

Main menu

Jyderup By

 
 

Jyderup by og gårde

Jyderup by:
I vore dage består Jyderup by stort set af 5 gårde:
Hyldekærgård, matr.nr. 3, beliggende længst mod øst i byen nord for vejen til Tystrup.
Pilekær, matr.nr. 2, nogenlunde midt i byen nord for krydset, hvor vejen går til Kongsted og sydover til Hyllede.
Matr.nr. 1, beliggende vestligst i ovennævnte vejkryds.
Bøgekær, matr.nr. 5, nabo mod syd til matr.nr.1.
Vildhøj, matr.nr. 4, overfor Bøgekær øst for vejen til Hyllede.
Hertil kommer matr.nr. 6, der er flyttet ca. 1½ km syd for byen.
En udflyttet tidl. ryttergård, matr.nr. 7, vistnok nu ca. 1 km øst for byen.

Af byens oprindelig 8 gårde, der nævnes i markbogen 1682, er nu 7 tilbage, hvoraf de 5 endnu ligger i selve byen.
Gårdene ejedes af følgende godser:
Tryggevælde Rytterdistrikt (Oberst Numsens regiment): 3 gårde.
Rosendal: 2 gårde.
Lindersvold: 1 gård.
Jomfruens Egede: 1 gård.
Bækkeskov: 1 gård.

Rytterdistriktets gårde blev ret tidligt reduceret til 2 gårde, idet daværende ryttergård nr. 4 blev delt lige mellem nr. 1 og 7.
Det faktiske antal gårde var derefter 7.
Dette antal holdt sig til omkring udskiftningen, som fandt sted i 1793. Det ses både af folketællingerne og af Tryggevælde amts hartkornsspecifikation af 1789.
Det ser ud til, at der ved udskiftningen er blevet nedlagt endnu en af de gamle ryttergårde, nemlig nr. 7. Den optræder ikke som gård i 1801 skønt den er med i 1787. Den kan være blevet flyttet ca. 1 km øst for byen ved vejen til Tystrup og Faxe.
Antallet af gårde var nu 6, hvoraf de 5 blev i byen. Matr.nr. 6 blev flyttet ud til en placering ca. 1½ km syd for byen. Måske lå den i byen som nærmeste nabo mod nord til Vildhøj. På dette sted skal være fundet mange sten i jorden, der godt kunne stamme fra en hustomt.
En del af gårdene har skiftet ejer mange gange i tidens løb.
Imidlertid kan det med sikkerhed siges, at matr.nr. 1 altid har tilhørt Jomfruens Egede.
Matr.nr. 2 vides med bestemthed at have hørt under Bækkeskov, men senere at være mageskiftet til Rosendal.
Matr.nr. 3 var en af de gamle ryttergårde. Den er senere erhvervet af Rosendal.
Matr.nr. 4 menes bestemt at have tilhørt Rosendal, men at være blevet lagt under Strandegård, da generalmajor Juul i tiden 1700-1717 ejede begge godser.
Matr.nr. 5 har altid tilhørt Lindersvold gods og er let at spore på grund af sit store hartkorn, det største i byen med over 7 tdr.
Matr.nr. 6 menes at have haft samme skæbne som Vildhøj.
Ryttergårdene blev solgt i 1747 til Adam Gottlob Moltke til Bregentved og Turebyholm. Herfra kom de senere under Rosendal.

 
 

Tidlige Fæstere i byen:
Tryggevælde lens jordebøger nævner fæstere i Jyderup tilbage til  starten af 1600-tallet:
Således lenets jordebog 1609: Peder Lauritzen, Peder Olsen og Anders Pedersen.
Samme kilde 1613: Peder Lauritzen, Morten Pedersen og Anders Pedersen.
1615-1619 fandtes de samme 3 fæstere.
I 1622 findes 3 helt nye: Anders Nielsen, Laurs Christophersen og Hemming Andersen.
Da det drejer sig om lenets gårde, må de være identiske med ryttergårdene. Hvis yderligere antages, at fæsternes rækkefølge refererer til gårdenes fæstenumre, fås disse fæsterækker:
Gård nr. 1 (måske Hyldekærgård): Peder Lauritzen 1609-ca. 22. Anders Nielsen, ca. 1622 og frem.
Gård nr. 2 (kan være den delte ryttergård nr. 4): Peder Olsen, 1609-ca. 1613. Morten Pedersen, 1613-ca. 1622. Laurs Christophersen, ca. 1622 og frem.
Gård nr. 3 (Måske den senest nedlagte ryttergård): Anders Pedersen, 1609-ca. 1622. Hemming Andersen, ca. 1622 og frem.

Under lenet findes skattemandtalslister fra 1657 og fremefter. Disse lister nævne bl.a. fæsteren Jacob Grægersen jyde. Hvilken gård han var på er ikke fundet. I en jordebog fra lenet 1662 nævnes 2 fæstere i byen: Christen Vefver og Mads Lauritzen.
Lindersvold gods nævner også tidlige fæstere: Hemming Andresen og Rasmus Mogensen i 1660.
I 1662 nævner Jomfruens Egede Ole Hansen.
Rosendal nævner i 1660 Søfren Bunde.

I markbogen 1682 ses for første gang alle byens fæstere samlet:
1. Rytterbonde Jacob Jacobsen på en halvgård.
2. Hans Olsen under Jomfruens Egede på en halvgård.
3. Powel Rasmussen under Totterupholm på en halvgård.
4. Rytterbonde Christen Pedersen på en kvartgård. Det var den der blev delt.
5. Niels Villadtzen under Totterupholm på en halvgård.
6. Niels Hansen under Lindersvold på en helgård.
7. Rytterbonde Laurs Hansen på en halvgård.
8. Christen Christensen under Bækkeskov på en halvgård.

Hvis du vil se mere om de enkelte gårde i Jyderup, kan du klikke HER.

 
 
 
Back to content | Back to main menu