Skiftevæsen:

Arvedeling i dødsboer foretoges oprindelig altid af arvingerne selv eller deres værger. Hensynet til de umyndige arvingers interesser bevirkede, at der gennem praksis i løbet af 1500- og 1600-årene opstod et offentligt skiftevæsen. Dette fik et fast grundlag ved D. L., hvis 5. bog 2. kapitel indeholder reglerne om arv og skifte. Et skifte kunne derefter afholdes enten privat (når alle arvinger var myndige og nærværende), ved den ordinære skifteret eller ved en særlig indsat ekstraordinær skiftemyndighed.

Den nugældende ordning af skiftevæsenet hviler på lov af BO hl 1874. Skiflejurisdiklioner. Ordinær skiftemyndighed var iflg. D. L. 5-2-90: på landet amtmanden eller husbonden (jorddrotten), i købstæderne magistrat og byfoged, blandt gejstligheden herredsprovsten.

Den jorddrotlige (patrimonielle) skiftejurisdiktion tilkom oprindelig enhver ejer af bortfæstet eller bortforpagtet bøndergods, men blev ved frdn. 25/7 1817 indskrænket til lensbesiddere, ejere af komplette sædegårde og nogle godsejende institutioner (Universitetet, Københavns magistrat, Sorø Akademi m. m.).

På krongods var ridefogeden, amtsforvalteren eller godsinspektøren skifteforvalter, på ryttergodset regimentsskriveren.

Den jorddrotlige skiftejurisdiktion ophørte 31/12 1850 og gik over til herredsfogeden eller birkedommeren.

Amtmændenes skiftemyndighed, der omfattede alle, som ikke hørte under den jorddrotlige, gejstlige eller anden speciel jurisdiktion (bl. a. godsejere, selvejere, hovedgårdsforpagtere, indsiddere), gik 1793 over til underøvrigheden. Dog beholdt lensbesidderne indtil 1850 den skiftemyndighed, der tilkom dem som amtmænd over deres len.

Den gejstlige skifte- jurisdiktion (over præster, degne, klokkere og skoleholdere) ophævedes ved frdn. 5/12 1806 og gik over til den civile øvrighed (på landet herredsfogden, i byerne magistrat og byfoged). Fra 1851 var underøvrigheden således eneste ordinær skiftemyndighed.

I København bestod der ved siden af byrettens skiftejurisdiktion (for alm. borgere) en række specielle skifte- retter (Hofret, Borgret, Universitetet, gejstlige og militære skifteretter m. m.). De blev alle nedlagt 1771 og afløst af Hof- og Statsrettens (s. d.) skiftekommission.

Skifteprotokoller var oprindelig kun kopibøger over de udstedte skiftebreve og ofte mangelfuldt ført. Ved frdn. 12/2 1790 blev pligten til at føre dem indskærpet og udvidet, og ved frdn. 12/9  1792 blev det påbudt, at alle dødsfald skulle anmeldes til skifteretten og protokolleres.

De ældre skiftearkivalier opbevares nu i landsarkiverne, hvortil de kan afleveres efter 50 års forløb; de militære skiftejurisdiktioners arkiver findes dog i RA. eller i Hærens Ar kiv (s. d.). Som nævnt kunne et bos behandling ske ved ekstraordinære skifteforvaltere, der enten kunne være kommissarier, testamenteksekutorer eller samfrænder. Skiftekommissarier, i reglen to, udnævntes af kongen (kancelliet) og havde fuld skifteretlig myndighed. Efter skiftets slutning skulle bopakken indsendes til amtet, i Kbh. til Hof- og Stadsretten. Denne skifteform bortfaldt 1874. Derimod har bobehandling ved testamenteksekutorer holdt sig til nutiden.

Skifte ved samfrænder fandt sted efter særlig bevilling, når en efterlevende ægtefælle sad i uskiftet bo med umyndige børn og ønskede at holde skifte med dem, inden de var myndige. Samfrænderne, i reglen to, skulle oprindelig være slægtninge af arvingerne, men behøvede fra 1816 ikke at være det. Ved frdn. 21/5 1845 bortfaldt samfrændeskiftet. (Litt.: Fabritius og Hatt: Håndbog i Slægtsforskning, 1943, s. 236-47, J. O. Han sen: Det danske Skiftevæsen,1825, 3. udg. 1837. Fortegnelse over de nørrejyske skifteprot. i Hofman-Bang: Jens Sørensen og Maren Nielsdatter, 1927, over de sønderjyske i Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt: Landsarkivet for de sønder-jyske Landsdele\, 1944, mens de sjællandske er registreret i Axel Nørlit : Skifteprotokoller i Lands- arkivet for Sjælland m. m., 1948). H. H. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

 

Lovværge, lavværge:

Lavværge betyder oprindelig blot lovlig værge og anvendtes derfor om værger i almindelighed. Senere benyttedes udtrykket specielt om den værge, som en enke efter sit eget ønske kunne antage sig, eller som efter omstændighederne blev hende beskikket af øvrigheden. Lejlighedsvis ses lavværgen også beskikket for hustruer, hvis mænd var uegnede til at bestyre boet. For lavværgen var det karakteristisk, at han optrådte sammen med den lavværgede, mens værger ellers optrådte på en andens vegne. Efter myndighedsloven af 1922 kan lavværgen også beskikkes for mænd, men der kræves altid en begæring fra den person, som skal sættes under lavværgemål, for at dette kan anordnes, og lavværgen er altid beskikket af skifteretten (i Kbh. magistraten). S. L. (Håndbog for Danske Lokalhistorikere)

 

Velkommen til:Høng-Haslev-Faxe Lokalsider

Skiftevæsen