Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_sagn

Gå til indhold

Hoved menu

Ane Jensdatter 1

Kloge Folk >
 
 

Ane Jensdatter i Reerslev 1:

Anes rødder
-For ca. 100-150 år siden levede og virkede den kloge kone, Ane Jensdatter, i Reerslev. Hun omtaltes almindeligvis som "Den Kloge" eller "Ane Jens Sørens". Mange vidnesbyrd er nedfældet om hende i Dansk Folkemindesamlings arkiv, hvis arkivalier da også har været en væsentlig kilde til dette forsøg på at give en skildring af denne mærkelige, kloge dame, hendes samtidige og hendes familie i det hele taget.
Forfatterinden Karoline Graves, en af Dansk Folkemindesamlings meget flittige indsamlere, har i sin bog "Ved Halleby Å" fortalt om Ane.
I Historisk Samfunds årbog 1922 gengives et uddrag af forfatteren Anton Nielsens bog, "Landsby liv i Trediverne", hvori han beretter om Anes første år i Reerslev.
Samme årbog gengiver i 1959 en beskrivelse af Ane, givet af hendes plejedatter Johanne.
I håb om at kunne føje flere brikker til mosaikken omkring Ane Jensdatter og uddybe kendskabet til hendes liv og familie har vi forsket i de gamle kirkebøger, i folketællinger og andre arkivalier. Vi håber også at høre fra lokale beboere, der evt. kan give supplerende oplysninger om denne spændende familie, hvor "klogskaben" -evnen til at kurere- siges at være gået i arv fra mor til datter i 3 generationer -eller måske mere.
-Men, hvem var så i grunden disse mennesker?
Det sidste synlige spor efter Ane og hendes mand, Jens Sørensen, var deres gravsten, som endnu i 1930´rne fandtes på kirkegården i Reerslev, gemt hen i et hjørne blandt andre sten fra nedlagte gravsteder. Stenens indskrift er gengivet her.

Ane og hendes mand var altså gårdfolk. Det var deres forældre og bedsteforældre også.
Ane blev født på Vedby Mark. Hendes dåb må vi lede forgæves efter i sognets kirkebog, da denne først starter i 1814. Men nogle af hendes søskende kan vi finde.
-Vi vil nu gå et par hundrede år tilbage, nærmere betegnet til 1770'erne. På den tid havde Hans Hansen fæste på en gård i Vedby under Vedbygård. Han skal være født ca. 1745. Hans kone, Barbara Jensdatter, døde i 1827 i en alder af 67 år.
Deres gård blev ved udskiftningen flyttet ud i den yderste vestlige ende af sognet ved Hjorthøj.
Ifølge overleveringen skal Barbara have haft evner for at kurere, og hun har da muligvis også praktiseret, vi ved det ikke, og får det næppe heller nogensinde at vide. Øvrigheden lurede jo på folk, som gav sig af med sligt,
så hvis hun praktiserede, gjorde hun det nok med yderste forsigtighed for ikke at blive grebet i noget.

 
 
 

-Ved folketællingen i 1801 står Hans Hansen endnu som gårdfæster. Med en alder af 58 år var han efterhånden gammel nok til at gå på aftægt, og det varede da heller ikke længe, før det skete. På den tid var der nemlig en tjenestekarl ved navn Jens Nielsen på gården. Han var 24 år.
Det ser ud til, at det var ham, der blev gift med Hans Hansens datter Johanne, der var født 1780.
-Hvis vi nu antager, at Barbara Jensdatter var klog kone, må det være hende, der har lært Johanne op, for Johanne praktiserede, det vides med sikkerhed. Hun og Jens Nielsen må være blevet gift omkring 1801, idet deres første barn, datteren Johanne, skal være født dette år.
Af Vedbygårds fæsteprotokol fremgår det, at Jens Nielsen i 1805 fik fæste på "det imellem gårdmændene Hans Hansens og Jens Knudsens gårdspladser i Hjorthøj nyopbyggede hus med tilliggende jordlod".
Huset, der var 5 fag stort, har velsagtens været beregnet som aftægtshus til gården. Det var netop ofte sådan, at man ved udskiftningen ud af en gårds jordlod fraskilte en husparcel til aftægt eller til bolig for en husmand. I al fald beboede Hans Hansen dette hus omkring 1810 ifølge oplysninger fra Matrikel-arkivet.
Det stemmer også med, at Jens Nielsen i 1807 overtog fæstet af Hans Hansens gård.
-Forfatteren Anton Nielsen fortæller, at Johanne praktiserede i adskillige år til stor ærgrelse for læger og øvrighed, der aldrig rigtig kunne gribe hende i noget konkret. -Men en dag gik det dog galt, som vi senere skal se.
Hun er blevet tillagt en mærkelig evne til at vide, hvad der foregik langt borte. En af hendes svigersønner skal have sagt, at hvad der blev sagt i fri luft, det kunne hun høre. Derimod kunne hun ikke opfatte, hvad der blev sagt indendørs. Samme svigersøn talte derfor aldrig om Johanne udendørs.
I Historisk Samfunds årbog 1922 beretter Anton Nielsen denne historie, som netop skal illustrere denne evne:

En dag var 3 mænd i skoven for at hugge brænde. Talen faldt da på den kloge Johanne og hendes 3 døtre. En af mændene foreslog da for; sjov, at de skulle gifte sig med hver sin af dem-, "; og du," sagde han til en af de andre, "du skal have den rødhårede!"
Da de så var færdige med deres arbejde, kom de på hjemvejen forbi det sted, hvor Johanne boede. Hun gik udenfor i haven, og da de var ud for hende, råbte hun til dem: "Nå, I karle, hvem af Jer er det så, der skal have den rødhårede?"


Som nævnt gik det alligevel en dag galt for Johanne, skønt hun havde praktiseret i mange år uden uheld. Det gik ifølge Anton Nielsen således til:
Hos præsten var der en ung løjtnant på besøg, og han fandt på en list. Han forklædte sig som en fattig bonde og gik derpå ud og skar en tot hår af en kohale. Derefter gik han så til Johanne under foregivende af at søge råd for en syg ko. Johanne fik hårlokken i hånden, og da løjtnanten talte udmærket bondesprog, fattede hun ingen mistanke, men gav ham et råd, hvorefter han gik. Bagefter gik han så til øvrigheden og anmeldte hende. Hun dømtes til 10 års tugthus, og dermed var hele familiens liv ødelagt. Konen havde dog hverken skadet mennesker eller dyr med sin gerning, men retfærdigheden skulle gå sin gang.

Nu var Johannes straf selv efter datidens målestok meget hård. Ifølge forordningen af 5/9 1794 var straffen for kvaksalveri første gang 20 rigsdaler i bøde eller vand og brød i 8 dage. Næste gang gav det 6 måneders forbedringshus, hvorefter straffen fordobledes for hvert gentagelsestilfælde. I Johannes til fælde har det måske også drejet sig om alvorligere ting, som f. eks. abortvirksomhed.
Efter udstået straf vendte Johanne atter tilbage til gården, men hun praktiserede aldrig mere. Efterhånden som tiden gik, kom familien ud i stedse større fattigdom. Jens Nielsen døde 12/3 1832, og Johanne 10/3 1836. Hun blev kun 56 år, men var fysisk og psykisk nedbrudt af den tunge skæbne, der var blevet hende til del.
Folketællingen i 1834 nævner hende som gårdmandsenke med 4 hjemmeværende børn, Emanuel, Ane, Maren og Lisbeth, samt plejedatteren Sophie. Det har ikke været let for hende. Kun de 2 ældste børn var myndige. Det blev på grund af familiens dårlige kår nødvendigt at få børnene fra hjemmet hurtigt.
Allerede ved faderens død i 1832 var midlerne små. Emanuel arvede 3-4 rigsdaler, og hver af søstrene fik 1-2 rigsdaler. De 2 ældste døtre var dog gift. Johanne var gift med snedker Jens Mortensen, Ruds Vedby. Deres søn, Hans Peter Jensen (f. 7/8 1830), kom senere til at bo i en ejendom nær Reerslev præstegård. Hans datter var Anes før omtalte plejedatter, Johanne.
Jens Nielsens anden gifte datter var Ane Marie. Hun var gift med Anders Danielsen på gården Danielsminde på Vedby Vestermark. En bror til ham havde fæste på Egebjerggård i Herslev.
Emanuel Jensen har sandsynligvis bestyret hjemstedet for moderen til hun døde. I 1837 rejste han til Høng og kom til at tjene hos Ole Pedersen, Lindegården. Begge parter må have været tilfredse med ordningen, for han blev der i 5 år.
Derefter rejste han til Jorløse, hvor han tjente på en gård sammen med en pige ved navn Ane Kathrine Jacobsen. Hun var født på Jorløse Tved og datter af en husmand. I 1852 blev hun gift med husmand Johan Jacobsen. De kom senere til at bo i Buerup. Ane Kathrine har til Karoline Graves fortalt om sin tid på gården i Jorløse og Anes bror Emanuel.
Ane selv flyttede efter moderens død til Reerslev, hvor hun lejede sig ind hos en skrædder. (Fortsættes side 2).

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu