Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_sagn

Reerslev:

Troldene i Bøgebjerg
Ved Reerslev ligger højen Bøgebjerg. Man sagde, at ved højtideme stod højen på pæle, så man kunne se troldene danse derinde. Engang kom en dreng ridende forbi. Han havde fået det hverv at byde til hoveri på Vedbygård. Han så godt nok de dansende trolde, og en af dem tilbød ham noget at drikke fra et sølvbæger.
Drengen tog bægeret og kastede indholdet bagud over hestens ryg, hvorefter han i fuld fart red ad Vedbygård til med troldene lige i hælene. Han nåede gården og fik smækket porten i.
Bægeret havde indeholdt skedevand, som brændte hårene af hesten. Da de atter voksede frem, var de hvide, så hesten blev blakket. Bægeret endte som alterbæger i Vedby kirke.

Skrædderens falske vidner
På Bøgebjerg står 6 store sten, meget lig krumbøjede mennesker. De 5 står oppe på toppen og den sjette lidt nede ad skråningen på Ougtvedgårds mark. De 5 sten kaldes "Skrædderens falske vidner". Det fortælles, at de havde været i Høng og vidne for skrædderen under ed. Da de så kom til Bøgebjerg, blev de til sten. Den sjette sten er skrædderen, for hvem de vidnede falsk.

Langdyssen i Reerslev
I Hestehaven ved Reerslev ligger Langdyssegården, på hvis mark ligger 2 runddysser og en langdysse. Den sidstnævnte er ca. 25 m. lang og 5 m. bred. Der er knyttet forskellige sagn til den.
For mange år siden boede der en mand på gården, og han ville sløjfe langdyssen og køre jorden ud i et sumpet hul og slå de store sten itu.
Det gik også meget godt i starten, men så en dag kom der et mærkeligt køretøj forspændt med en hane, -tre gange så stor som en hest. Hanen løb op på dyssen, stod på et ben og galede. Endnu den dag i dag skal man i en af stenene kunne se et aftryk af hanens fod. Man prøvede ikke mere at grave jord af dyssen efter den dag. Hver gang der kom en ny mand på gården, fortalte den forrige, at man skulle lade dyssen i fred, ellers ville de mennesker, der lå i den gå igen og spøge.
Mange år senere boede Rasmus Jensen på gården. Det må have været i sidste halvdel af forrige århundrede idet Rasmus Jensen fik fæstet efter sin svigerfar i 1859.
Han troede ikke på den gamle overtro og begyndte at køre jord fra dyssen, der efter hans mening lå i vejen. Han blev godt nok advaret, bl.a. af sin kone, der jo var født på gården.
Første nat efter, at man var begyndt gravningen lå en kostbar hest og var død, men de fortsatte. Næste nat lå der en ko med hornene i jorden og var død. Alligevel fortsatte man gravearbejdet.
Den tredje nat var der en hoppe, der havde kastet føllet.
Nu blev det alligevel Rasmus Jensen for meget, og han gik op til den kloge kone, Ane Jens Sørensens på Baunegården. Straks, hun så Rasmus, sagde hun: "Du er nok begyndt at sløjfe dyssen og du har haft forskellige uheld i din besætning. Hvis du vil være mand på gården, Rasmus, så skal du lade dyssen have fred, ellers får du uheld i din besætning, og så går du fallit."
Med den besked gik Rasmus så hjem og bad sine karle holde op med at grave. Siden den dag har dyssen fået lov at være i fred.