Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_vest

Vestsjælland

Ørslev kirkebog beretter under begravelser i sognet i året 1795 således:
”Jens Jensen, Ole Jensens Fader i Hammeldrupgaarden, begravet d. 19. januar, 76 Aar gl.
NB: Solbiærg Mænd ville taget Liget fra Aarslev Mænd, som bar det.”

Den afdøde Jens Jensen var i 1761 omkring nytår blevet  ny fæster af ”Postriderkroen”, der lå i Ottestrup sogn øst for Slagelse. Kroen lå tæt ved landevejen Slagelse-Sorø og hørte til Antvorskov Rytterdistrikt.

Det gik godt for Jens Jensen.
Den 12. januar 1761 skrev Jens Jensen en ansøgning til Rentekammeret om at måtte erholde privilegium i lighed med den forrige fæster. Han modtog den ønskede bevilling efter kun ca. 3 uger. Afgiften var 2 rigsdaler årligt med forpligtelse til at købe drikkevarerne i Slagelse og med den klausul, at han ikke måtte holde kro for bønderne.

Familieforøgelse.
Den 10. januar samme år fik Jens Jensen og hustru Mette Olsdatter døbt sønnen Ole i Ottestrup kirke. Den lille ny blev båret af ingen ringere end Dorothea Elisabeth, gift med forvalter Hans Larsen Fog på Landbytorp (nu Store Frederikslund), der havde ledelsen af rytterdistriktet, og som formentlig var den, der havde skaffet Jens Jensen bevillingen.
Blandt de øvrige faddere var også andre af de mere betydende folk på egnen, hvilket kan undre, da Jens Jensen jo havde en fortid som karl ved rytterdistriktet!

Kromanden bliver gårdejer.
I sommeren 1793 rejste Jens Jensen og hans familie fra Ottestrup sogn og tog ophold på Hammeldrupgården syd for Solbjerg by, i Solbjerg sogn. Ægteparret havde netop købt denne gård til sønnen Ole Jensen.
Bemærkelsesværdigt, at kromanden på en ikke særlig betydende landevejskro havde kunne spare tilstrækkeligt med penge op til at købe så stor en gård. Måske har omtalte forvalter Fog hjulpet lidt.? -Vi ved det ikke, men købt blev gården i al fald.

Et kort otium.
Kun ca. 1½ år fik Jens Jensen på gården sammen med sønnen. Han døde midt i januar 1795 og skulle altså begraves i Solbjerg d. 19. januar.
Dagen oprandt med en gevaldig snestorm. Men Jens Jensen skulle jo i jorden, og hans kiste skulle bæres de godt 2 km. Til Solbjerg kirke.
I den korte tid familien havde ejet Hammeldrupgården, har Ole Jensen sandsynligvis knyttet  tættere relationer til folk i det nærmere liggende Årslev end til sine sognefæller i Solbjerg.
Under alle omstændigheder blev årsleverne indbudt til at bære kisten og til at deltage i det efterfølgende  ”Ær-Øll” (= gravøl). Derfor startede nu 45 Årslevboere deres møjsommelige vej mod Solbjerg kirke med kisten.

Og Morten gik til præsten.
Pastor Hertel i Ørslev, der skulle forrette jordpåkastelsen, kendte intet til bøndernes skumle planer. Han fik først nyheden, da han var ved at klæde om for at køre fra Ørslev til Solbjerg.
Da mødte gmd. Morten Pedersen fra ”Kildegården” i Solbjerg op og udbad sig en samtale med præsten, hvori han kort og godt meddelte, at man havde i sinde at fratage årsleverne kisten, når de nåede frem til vejen , der gik gennem Solbjerg bys marker (Nu Blindekildevej).
”Hvem har dog sat Jer den galskab i hovedet”, spurgte præsten. ”Mener I vel, at årsleverne uden modstand vil finde sig i den behandling?”

Præsten forsøgte at mægle.
Morten kunne ikke se det forkastelige i deres forehavende. Han mindede præsten om, at Solbjerg mænd ved en begravelse et halvt hundrede år tidligere også havde taget et lig fra årsleverne.
”-og  hvis liget i dag havde været et fattigt lig,” fortsatte han, ”så havde vi nok fået lov at beholde og bære det!”
Morten sluttede med at udtale, at det slet ikke var dem fra Årslev, men folk fra Solbjerg, der skulle have båret Hammeldrup-manden!
Præsten foreslog nu, at man skulle søge en fredelig ordning med Ole Jensen, der da sikkert gerne undte dem andel i gravøllet.

Men Morten var ligeglad..!
Præsten skulle snart opdage, at Morten ikke havde til hensigt at søge nogen fredelig løsning, -tvært imod!
-Efter at have taget afsked med præsten, mødte han 3 andre folk fra Solbjerg, som arbejdede i præstegården. Dem fik han med sig, og de 4 vendte så hjem til Solbjerg, hvor de sluttede sig til den vrede flok af bønder, som med sognefoged Niels Hansen fra ”Skovsgård” i spidsen var rede til at drage ad Årslev til.
En halv times tid efter Mortens besøg hos præsten kom denne sammen med degnen i kane til Solbjerg, hvor de mødte de rasende byfolk.
Præsten formanede dem endnu en gang til at opgive deres ukristelige forehavende. Men de vendte det døve øre til præsten og drog ad Årslev til.

Solbjergerne, der var ubevæbnede, måtte skyndsomst tage flugten hjemad. Hjemme forsynede de sig så med passende våben og sendte også bud til Ørslev og Gierslev efter ekstra mandskab.

Slaget ved kirken i Solbjerg.
Snart var solbjergerne så talstærke, at de vovede at genoptage kampen. I mellemtiden var følget nået frem til kirkegårdsporten i Solbjerg.
Der faldt drøje ord, skoleholder Axel Kühn i Solbjerg mente at have hørt en Solbjergbonde sige, at årsleverne skulle slås ihjel!
Morten Pedersen og en del andre gav sig til at råbe højt om, at den afdøde var en slave, og at han havde hængt sig. Derfor ville man ikke finde sig i, at han blev begravet på den samme kirkegård, hvor deres afdøde slægtninge lå.
-Hvad der kan ligge bag ved at kalde den afdøde for en slave, er svært at sige, men det mest nærliggende er at tro, at det skal være en grov hentydning til hans fortid som gårdskarl ved ryttergodset. At han skulle have hængt sig, er der intet belæg for.

Præsten stoppede krigen.
Sognefoged Niels Hansen skal have været en af de værste ballademagere. Han slog benene væk under en af bærerne og kradsede andre i hovedet.
To af solbjergfolkene forsøgte at spæærre kirkelågen, andre tog fat i kisten for at hindre den i at blive båret ind på kirkegården.
Det var præstens myndige kommando-ord, der stoppede fjendtlighederne så længe, at begravelsen kunne foregå i ro.

Kampen rasede videre.
-Umiddelbart efter jordefærden steg larmen og uroen atter uden at præsten var i stand til at hindre det. Han gik derfor ind i kirken og op til alteret, hvorfra han stadig kunne høre ”en forvirret tummel ude fra kirkegården”, som han selv udtrykte det.

Man appellerede til myndighederne.
Tre dage efter begravelsen skrev landinspektør Bidstrup på egne og bøndernes vegne en ansøgning  til myndighederne om, at man ville idømme Hammeldrupmanden, Ole Jensen, forskellige bøder for hans usædvanlige fremgangsmåde. Den var ifølge ansøgningen ”stridende imod den ældgamle og af sognemændene vedtagne sædvane, at sognefolket alene er berettiget til ligbæringen såvel hos den rige, der kan betale, som hos den fattige, der bortbæres uden betaling.”

Blev stridsøksen begravet?
Traditionen siger, at Ole Jensen efter jordefærden alligevel trakterede solbjerg-bønderne med Ær-Øll, hvorefter de indstillede fjendtlighederne.
Dette kan dog ikke passe, idet der ved en rettergang ved Løve Herreds ting samme forår blev afhørt en mængde vidner, både for og imod Solbjergs bymænd, der på hin kolde, forrygende vinterdag havde taget sig selv til rette ved kirken.

Mandsmod fortjener Ær-Øll.
Det vides ikke hvilket udfald sagen fik, men forfatteren Zacharias Nielsen fortæller i en af sine bøger, at karle fra Årslev i en årrække fik indbydelse til alle Ær-Øll i deres sogn, eftersom de havde udvist mandsmod under gravøls-krigen i Solbjerg.
Denne hæder blev dem til del langt ind i det 19. århundredes sidste halvdel, hvor skikken med at drikke Ær-Øll efterhånden gik af brug.

Kilder:
Salomon Nielsen: ”Folk på Mark og på Fjeld.”
Aage Weblund og Arthur G. Hassø: ”Gamle Landevejskroer fra København til Korsør.”
Kirkebøger fra Ottestrup og Solbjerg sogne.