Jens Frederik Jensen

  Generelle notater:

BIOGRAFI:
Jens Frederik Jensen overtog gården "Bøgekær" i Jyderup efter svigerfaderen Lars Nielsen, hvis datter Ellen Kirstine han blev gift med i 1888. Efter Lars Nielsens død bestyrede Jens Frederik gården for svigermoderen Ane Cathrine Pedersdatter.
I 1893 blev der bygget en ny stuelænge, og Ane Cathrine, der nok var en ret bestemt dame, fik sine initialer L.N.E. (Lars Nielsens Enke) sat på østgavlen tillige med årstallet. Det var også Ane Cathrine, der fik gennemtrumfet, at far fik 2 efternavne. Ifølge de gamle navnetraditioner skulle hendes afdøde mand opkaldes, og både fornavn og efternavn skulle med, trods det, at barnets efternavn i realiteten var Jensen. Det har uden tvivl været enkens lønlige håb, at Lars efterhånden, ville overtage gården, -han var jo den eneste og ældste søn-, og hvis han så oven i købet ville stryge det sidste efternavn, ville der jo atter være en Lars Nielsen på gården. Det ville utvivlsomt have passet hende storartet. Men det skulle vise efterhånden sig, at landbruget slet ikke var noget for ham.
Jens Frederik Jensens første kone døde i barselseng, efterladende ham alene med 2 mindreårige døtre, Inger og Karen. Om det var i overensstemmelse med gammel skik på landet og vel også af ren og skær praktiske grunde, at han giftede sig igen, vides ikke med sikkerhed, men i 1898 blev han gift med Karen Sophie Larsen, der var født i Hugkrogen i Orup.
Det var naturligvis et hårdt slag for farfar at miste kone og barn -og så endda 2 gange. Det fortælles i familien, at da Karen Sophie døde i 1901, sagde han med et suk: "Ak ja, så er vi atter alene!" På grund af aldersforskellen mellem Lars og hans 2 søstre blev det nu nok dem, der tog sig mest af ham, og måske har de forkælet ham en lille smule. Forholdet mellem dem var i den tid jeg kan huske ret nært. Jens Frederik er blevet beskrevet som en kraftig mand med et mildt og venligt væsen. Han var som enkemand og ene med tre børn nødt til at holde husbestyrerinde.
Det var en rimelig gammel gård, han overtog. Den har så vidt vides altid været firlænget. Om der tidligere har ligget en stuelænge på samme sted som i dag, eller om den har afløst den gamle gadelænge (østre længe), vides ikke med sikkerhed. Imidlertid fortæller familie-traditioner, at gadelængen oprindelig var stuehus, hvilket da også kunne være rigtigt, når man bemærker vinduerne i længens sydende. Det er almindelige vinduer, som tyder på en form for beboelse. I øvrigt var denne længe, i den tid jeg har kendt gården, helt klart den ældste og kan nok dateres til et tidspunkt før 1850. At den var gammel, er der ingen tvivl om, idet man inde i portrummet kunne se lige op i de krogede loftsbjælker, og så var den naturligvis af bindingsværk med skæve vægge. Typisk var også, at portrummets vægge ikke var ført helt op, men havde en trekantet åbning i begge sider ind til selve loftsrummet. Den vestre længe overfor gadelængen havde en stor port ud til stakhaven. Den tjente som vognport og var vel næsten lige så gammel som gadelængen. I vognporten var det gammeldags toilet indrettet. Til venstre for vognporten var der lade, og i den modsatte ende var der et rum til malkemaskine lige op til kostalden, der var indrettet i den nordre længes ene halvdel. I den anden halvdel af nordre længe var der så vidt jeg husker hestestald, som vistnok fortsatte ind i gadelængens nordre ende. Den nordre længe er så vidt jeg ved fra far bygget først i 1900-årene til afløsning for en meget forfalden længe..
Der findes en beskrivelse af gården, som den må have set ud kort efter 1900. Ifølge denne skal der i den sydlige ende af østre længe have været karlekammer, derfor de finere vinduer, hvoraf det ene i øvrigt vendte direkte ud til gårdens have, mens det andet vendte mod gårdspladsen. Indvendig var rummet forsynet med stengulv og to senge til karlene og en dreng. videre mod nord var længen indrettet til rum for de finere kørevogne. derefter var der brændselsrum og så var der porten ud til gaden. I portrummet var der hundehus til lænkehunden, hvilket jeg også husker ganske tydeligt fra mine besøg på gården. I porten var der også dør til hønsehuset.
Bag den nordre længe var der frugthave og hønsegård. I denne længe var der fårehus i den midterste del og plads til ungkvæg. Det var tilsyneladende noget gammeldags indrettet med krybber af træ, og kvæget stod tøjret til pæle, der var slået i jorden eller til de stolper, der bar taget. Hvor længen mødtes med den vestre længe var der indrettet en efter den tid betydelig mere moderne kostald, som jeg endnu husker fra min barndom.
Formentlig er den her beskrevne nordre længe den, der som før nævnt ca. 1900 blev erstattet af den nuværende længe.
I den vestlige længe var der lade og lo med en udbygning imod vest til en hesteomgang, der trak gårdens tærskeværk. Ude mod vest lå også møddingstedet med et svinehus lidt for sig selv. Alle gårdens udlænger var af lerklinet bindingsværk og havde stråtag. Kun stuehuset var grundmuret i røde sten og med skifertag.
Gårdens tilliggende var oprindelig på omkring 60 tdr. land. Den var velholdt og blev drevet godt. Ude mod vest ligger stadig mosen, der strækker sig over mod Tårnemark i Kongsted sogn. Sognevejen sydpå (nu Tornemarksvej) gik et stykke langs med gårdens mark for derefter at dreje tværs ind over gårdens jord. Ved dette sving lå og ligger stadig et lille hus, som vel egentlig hørte til gården. Først i 1900-årene boede Peder Gudmandsens enke i det. Jeg kan huske, at senere beboere i det hus flere gange har været budt med, når der var fest i familien. Kort efter nævnte hus lå engang en mølle, som var ejet og drevet af 3-4 landmænd fra byen.
Det fortælles om Jens Frederik, at han var dygtig til at traktere en harmonika. Jeg kan godt huske i min barndom at have set og endog spillet på en meget gammel knapharmonika under et besøg på gården. Det må næsten have været farfars!
En dag i høsten, når man havde spist til aften og man sad og holdt mørkning, kunne det ske, at Jens Frederiks lille søn Lars (min far) sagde: "Spil lidt for os, far." Svaret var som regel dette: "Ja, men så hent da harmonikaen!" Og så kunne han sidde og underholde forsamlingen med forskellige populære melodier, som alle sang med på.
Jeg forestiller mig, at far har arvet sin musikalitet fra farfar. Far spillede udmærket både violin og klaver efter gehør, så godt, at han kunne lære fra sig. Han forestod også kirkesangen i Teestrup kirke i mange år.
Jens Frederik holdt høstgilder på gården. Her var alle med, som havde deltaget i arbejdet. Der var altid mange med. Efter at have spist godt underholdt man sig på forskellig måde, mændene spillede kort, konerne snakkede eller syslede med deres håndarbejde. Ungdommen dansede i vognrummet, der til lejligheden var blevet ryddet. Jens Frederik spillede på sin harmonika i en times tid, hvorefter andre tog over. Forkarlen Johannes kunne også spille på den.
Da Jens Frederik Jensen døde i 1919, blev det hans ældste datter, Inger, og hendes mand, Johannes Hansen, der overtog fødehjemmet. Omtrent på samme tid blev der af gårdens jord fraskilt en parcel til Karen og hendes mand, Christian Petersen. I modsætning til Karen og Christian, der havde 2 sønner, Jens og Frede, var Inger og Johannes barnløse. Johannes var født i 1882 og søn af Peter Hansen i Tårnemark, kaldet "Hyre Peter" (Hyre kommer af hyrde). Johannes startede som forkarl hos Jens Frederik og blev altså også hans svigersøn.
Vi kom meget hos Inger og Johannes. Der var noget trygt og solidt over dem. Selvfølgelig har jeg nok af og til kedet mig lidt, for det var jo for det meste de voksne, der talte. Så var det somme tider en behagelig afveksling, når min fætter Jenses ældste børn var der.
Alle kunne lide Johannes. Han var en solid, rar og hyggelig mand, der også kunne være meget bestemt på sin egen stille og rolige facon, og som ofte kunne være lidt af en spøgefugl på sin egen stilfærdige måde.
Hvad vi dog ikke vidste før efter hans død var, at han og mor havde fælles aner for et par hundrede år siden. Han var en vellidt og meget respekteret mand på egnen, og han bestred forskellige tillidshverv, blandt andet var han vurderingsmand i Stevns Brandkassen.
Jeg har indtryk af, at Inger og Johannes på en eller anden måde har fortsat traditionen på gården fra Jens Frederiks tid. Jeg tænker på de årlige familieselskaber, jeg så tydeligt husker. For eksempel var det en selvfølge at vi 2. Juledag eller nytårsaften var inviteret til juletræ med hele familien og med venner og bekendte fra byen. De fleste mødte op.
Især var det de ensomme og ældre i byen, som aldrig ellers kom nogen steder. Det var også en selvfølge, at gårdens karle og piger var med i selskabet. Efter spisningen blev der danset omkring træet, og det var altid far, der skulle spille til på det gamle taffelformede klaver og synge for. Det stod i havestuen, hvor træet også altid stod. Der var altid mange børn med ved disse fester, så det gav jo vældig liv i kludene.
Johannes fyldte 70 i 1952, og få år efter flyttede han og Inger til Faxe, hvor de havde købt et hus på Lindevej. Johannes døde i 1962 og Inger i 1963. Fødegården i Jyderup blev overtaget af Karens ældste søn, min fætter Jens og hans kone Ellen. De havde ellers haft en lille ejendom på Kongsted Nymark. De drev gården til engang i 1980´erne, hvor de solgte den. Den havde da været beboet af samme slægt i henved et par hundrede år.
Om selve stuehuset er tilbage at fortælle dette:
I den vestligste del af stuehuset var der bryggers med spisekammer og opgang til loftet samt nedgang til kælderen. Man kom ind i bryggerset gennem en fløjdør. Indenfor døren var der grovkøkken og bagest i rummet stod en stor gruekedel.
Køkkenet var et typisk landkøkken, stort og med et enormt brændekomfur, der dog senere blev afløst af elkomfur. I køkkenet stod også et spisebord, hvor gårdens folk indtog deres måltider, og hvor vi også spiste, når vi kom på uanmeldt besøg. Spisning i stuerne var kun ved festlige lejligheder. Fra køkkenet kom man så ind i hverdagsstuen, der også lå til gårdsiden. Her husker jeg, at Johannes havde sit skrivebord, muligvis har det også stået der i farfars tid.
Møblerne var gammeldags, formentlig arvestykker. Især var jeg dybt imponeret af det gamle bornholmerur, der stod i det ene hjørne af stuen. Hvor det senere er endt, ved jeg ikke, men det var uden tvivl farfars, eller måske endda et arvestykke fra Lars Nielsens hjem.
Over sofaen husker jeg, at der hang et stort foto i glas og ramme af farfar med hans 2 hustruer på hver sin side. Hjemmet var i det hele taget rigt udstyret med familiebilleder, hvilket også fremgå af billedet fra den fine stue.
Fra hverdagsstuen kom man ud i den pæne entre. Den var stor og havde også en fløjdør symmetrisk med bryggersdøren. For enden af entreen var der en dør ind til den fine stue, hvor man kun kom, når der var fest i hjemmet. Den havde vinduer ud til havesiden. Ved siden af entreen var der et lille gæsteværelse, hvor vi børn ofte blev sendt ind at lege, når det gik for hedt til.
I den fine stue stod et meget stort spisebord med tilhørende stole og nogle gemmemøbler. Det var her, alt gårdens fine dækketøj og service fandtes. Det blev kun taget frem ved de store fester, som f.eks. runde fødselsdage, konfirmationer, og de allerede omtalte jule- og nytårsgilder.
Fra den fine stue gik man ind i havestuen, hvorfra en fløjdør førte ud i haven. Den var dog lukket med en indvendig dør om vinteren. Her var det store opholdsrum, når der var fest. Det var her, man efter spisningen i den fine stue trak sig tilbage for at nyde kaffen, mens der blev ryddet af bordene.
Senere spillede herrerne kort i den fine stue eller i hverdagsstuen mens damerne sad og sludrede i havestuen over et håndarbejde. Fra havestuen kunne man gå ind i soveværelset, der lå op til køkken og bryggers, hvortil der også var direkte adgang.
Endvidere mener jeg at vide, at der i den vestligste del af huset ud til haven var et pigeværelse. Alt i alt må man sige, at denne indretning af en gård har været typisk for den tid, 1890´erne. I store træk ligner stuehuset de fleste andre på egnen fra den samme tid, bygget til den tids store husholdninger med stort folkehold, men senere noget uoverkommelige da det i det store og hele kun var mand og kone, der skulle holde det hele.
Nogle år efter at min faster Inger var død, kom Karen på Karise Plejehjem, hvor vi besøgte hende i 1972. Hun døde kort efter.

  Begivenheder i hans liv:

• Dåb, 2 Jul. 1854. ⁴

• Konfirmation, 4 Okt. 1868, Faxe. ⁵

• Ejendom: Jyderup, matr.nr. 5, "Bøgekærgaard", 1888.

• Beskæftigelse: Gårdejer.

• Søskende:.
Jens Jensen, født 5/3 1848. Død 1854 i Hovby.
Karen Sophie Jensen, født 21/4 1850 i Hovby.
Inger Marie Jensen, født 199/12 1857 i Hovby. Gift 19/12 1877 med Christen Pedersen, f. i Hovby.
Niels Anders Jensen, født 24/2 1861 i Hovby. Gift 22/6 1888 med KAREN Sophie Larsen, f. i Kessendrup. Boende på gården Erasminde i Reinstrup.
Hans Christian Jensen, født 3/5 1865 i Hovby. Gift m. Inger Sofie Larsen. Boende på Loedegård (Kallehavegård) i Hovby.
Jacob Jensen, født 20/5 1870 i Hovby.

• Folketællinger:.
Folketællingen 1890:
Jens Frederik Jensen 35 Gift Svigersøn Gaardbestyrer Hovby
Ellen Kirstine Larsen 34 Gift Datter Medhjælper Jyderup
Inger Sophie Magdalene Jensen født 27 Juli 1889 Ugift Barn Jyderup
Ane Sophie Poulsen 17 Ugift Tjenestetyende Pige Kongsted
Peter Gustav Frederiksen 16 Ugift Tjenestetyende Dreng Jyderup
Anders Nielsen 73 Gift Husfader Under Fattigforsørgelse Jyderup
Inger Marie Hansdatter 73 Gift Husmoder Under Fattigforsørgelse Hovby

Folketællingen 1901:
Matr.nr. 5.
Jens Frederik Jensen, født 25/5 1854 i Faxe sogn. Gmd.
Karen Sofie Larsen, født 25/5 1865 i Roholte sogn. Kom til sognet i 1898.
Inger Sofie Magdalene Jensen, født 27/7 1889 i Faxe sogn.
Karen Jacobine Larsine Jensen, født 8/11 1891 i Fxe sogn.
Lars Nielsen Jensen, født 26/8 1899 i Faxe sogn.

Jens blev gift med Ellen Kirstine Larsen den 13 Apr. 1888 i Faxe. (Ellen Kirstine Larsen blev født den 14 Maj 1855 i Jyderup, døbt den 8 Jul. 1855 i Faxe, døde den 10 Okt. 1893 i Jyderup og blev begravet i Faxe.) Årsagen til hendes død var Dødfødt dreng.

Jens blev derefter gift med Karen Sophie Larsen, datter af Lars Christiansen og Ane Margrethe Jørgensdatter, den 25 Maj 1898 i Faxe.¹ (Karen Sophie Larsen blev født den 25 Maj 1865 i Hugkrogen, Orup, døbt den 6 Aug. 1865 i Roholte, døde den 8 Aug. 1901 i Jyderup, "Bøgekærgaard" ⁶ og blev begravet den 13 Aug. 1901 i Faxe ⁷.) Årsagen til hendes død var Dødfødt dreng.

  Begivenheder i deres ægteskab:

• Bopæl: Matr.Nr. 5. "Bøgekær", Tårnemarksvej 4, Jyderup.