Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_vest

Vestsjælland

Sæby Sogn: Sognenummer 322. Kirkebøger fra 1642. Indtil 1740 gælder kirkebogen tillige for Hallenslev sogn.
Sognet omgives af Buerup, Reerslev, Ruds Vedby, Finderup og Hallenslev sogne. Imod nordvest grænser sognet op til Tissø.
Den sydlige del er landskabeligt ret jævn, mens den nordlige del er mere bakket. Her er f.eks. Strudshøj ved Frihedslund 69 m over havet, og ved bl.a. Sæbygård er der stejle skrænter ned mod Tissø. Lidt nord for Sæby kirke er der en ca. 500 m bred lav zone, hvori den mindre sø Bliden ligger. Oprindelig var den en del af Tissø, men er senere blevet afsnøret fra denne.

Tissø:
Til sognet knytter sig en del gamle sagn, bl.a. om hvorledes Tissø opstod. Mere herom vil kunne læses under menuen ”Folkeminder”.
I virkeligheden er søen dannet som et såkaldt dødis-hul. Det vil sige, at der under isens smeltning er blevet efterladt en stor isklump. Efterhånden som denne smeltede, opstod der en vandfyldt lavning.
Langs søens bredder er vanddybden ikke over ca. 1 m. Men ca. 250 m ude går det ret brat ned til 10-12 m. Den største dybde er 13,5 m.
Søen er rimelig stor, 13, 5 km2. Vandspejlet i søen ligger ca. 2 m over havet.
Den lille sø Bliden øst for landevejen og nord for kirken er trods sin størrelse også meget dyb. Den siges at være bundløs. Et sagn fortæller, at hvis Blidens og Tissøs vande en dag løber sammen, går verden under.

Sæby Kirke:
Sæby kirke blev bygget i landsbyen Kapel Sæby. Denne landsby blev nedlagt inden 1619. Dens jorder blev lagt ind under Sæbygård. Kirken er altså det eneste, der er tilbage af landsbyen.

Lokalhistorisk Forening havde i 2001 en udflugt, hvor vi startede med et besøg i Sæby kirke med lektor Bent Frandsen, Høng som guide. Senere besøgte vi naturområdet ”Ørnebjerg” ved Buerup og sluttede af i ”Mødestedet” i Hallebyore.
Vi mødtes på parkeringspladsen ved Sæby Kirke, der ligger idyllisk ved Tissø - langt fra den bymæssige bebyggelse. Det skyldes, at landsbyen Kapel Sæby, der oprindeligt lå omkring kirken, blev nedlagt og jorden lagt under den nærliggende Sæbygård.
Bent Frandsen fortalte om kirkens historie og påviste på turen rundt om kirken de spor, der vidnede om kirkens bygningshistorie siden opførelsen omkring år 1100. En gammel bjælke i korets gavl er genanvendt fra en tidligere trækirke, der stammer fra 900-tallet.
Den ældste del af kirken er koret med apsis, dernæst kommer skibet og et lille tårn, som senere er nedrevet og erstattet af det store munkestenstårn, som i murværket har genanvendte mark- og frådsten fra det første tårn. Gennem årene er der tilføjet flere store tilbygninger, som skyldes den nære tilknytning til Sæbygård.
I 1100-tallet tilhørte Sæbygård og kirken Esbern Snare der var et fremtrædende medlem af Hvide-slægten, der stod for mange kirkebyggerier på Sjælland. Hviderne er på det seneste blevet knyttet yderligere til vores egn gennem fundene ved Hallenslev.

Inde i kirken gennemgik Bent Frandsen motiverne på de ældste kalkmalerier og på de senere gotiske malerier i nordkapellet, og vi fik også en orientering om kirkens inventar.
Sæby Kirke er mest kendt for kalkmalerierne i apsishvælvet og korbuen. De menes at stamme fra tiden omkring 1125, altså fra kirkens allerførste tid. Dermed er der tale om de ældste bevarede billeder på Sjælland.

Den gamle altertavle i nordkapellet
Fra slutningen af middelalderen var de fleste kirker forsynet med flotte og kostbare udskårne altertavler. De bestod for det meste af 3 fløje med en bred midterfløj og 2 mindre sidefløje. Disse fløje kunne lukkes hen over midterfløjen som låger i et skab.
Mange af disse tavler blev fremstillet på værksteder i Nordtyskland, især i Lübeck.
Med reformationen faldt efterhånden brugen af disse skabs-altertavler bort, da man gjorde op med den katolske billeddyrkelse. De fleste af sådanne tavler er med tiden gået tabt, men i Sæby er den bevaret.
Den er lavet af egetræ omkring 1520 i gotisk stil. Oprindeligt stod den på hovedalteret i kirkens apsis, og det fik den lov til indtil 1857.
Da skulle kirken have en ny altertavle, og man ville sælge den gamle, men det forbød de kirkelige myndigheder. Tavlen blev så opbevaret i sakristiet indtil den i 1864 blev opstillet på sin nuværende plads på sidealteret i kirkens nordkapel.
Motivet er en fremstilling af Golgatha i midterskabet og med de 12 apostle på sidefløjene. Midterskabet måler 170 cm i højden og 108 i bredden. Indvendig dybde er  20 cm.
Alle figurer er iklædt tøj, der var moderne i begyndelsen af 1500-tallet.