Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_sagn

Ane Jensdatter 2:
Anes liv og levned
-Ane Jensdatter blev i 1836 i Ruds Vedby kirke trolovet med Lars Rasmussen af Værslev, der døde før de blev viet. Hun rejste så året efter til Reerslev og lejede sig ind hos skrædder Jens Jensen, som boede i ejendommen på hjørnet af Tranemosevej og Reerslevvej overfor missionshuset.
Ifølge folketællingen 1845 levede Ane af at spinde, men det har uden tvivl været et skalkeskjul, idet forfatteren Anthon Nielsen fortæller, at hendes hovederhverv var klogskaben. Da hun kom til byen, var hun 28 år gammel, fyldig og smuk efter bondens skønhedsregler, men ikke efter kunstens, skriver Anthon Nielsen, der voksede op i Reerslev i 1830 'erne.
Det, at en ung pige boede alene i lejede værelser, var dengang noget usædvanligt, noget, de fleste så skævt til. I det hele taget var Ane nok omgærdet af en vis mystik. De lokale beboere var efter sigende bange for hende og anså hende for at være en heks. Præsten i Ruds Vedby betegnede hende i kirkebogen i forbindelse med en dåb, hvor hun var fadder, som "Fruentimmer Ane Jensdatter af Reerslev"!
-Ane nærede en indgroet angst for myndighederne, belært af moderens skæbne. Selv blev hun dog aldrig dømt, skønt hun praktiserede i over 40 år på en egn med kort afstand mellem lægerne. Angsten, måske blandet med en god portion bitterhed på moderens vegne, gjorde, at Ane var yderst utilnærmelig eller direkte afvisende overfor folk, der søgte hendes råd.
Allerede et par uger efter hendes ankomst til byen kom der folk fra det halve Sjælland, skriver Anthon Nielsen. Og det var jo netop langvejs fra, man kom, jævnfør den lokale befolknings indstilling til Ane. Hver gang nogen kom, vægrede hun sig på det kraftigste ved at tage imod, men så lærte folk at alliere sig med skrædderens kone, -så gik det bedre. Hun kunne som regel formilde Ane.
-Senere blev det Anes plejedatter, Johanne, der udførte mæglerens rolle. På den tid vidste hun dog ikke noget om Anes mors fængselsophold. -Havde hun gjort det, havde hun nok ikke været så ivrig efter at mægle, har hun selv udtalt.
Det var normalt Johannes opgave at melde de besøgende hos Ane, og så holdt hun sig væk, medmindre hun blev. nødt til at opskrive medikamenter for patienter, der ikke selv kunne skrive.
Et andet træk ved Ane var, at hun aldrig tog betaling direkte for sine kure. Til gengæld forventede hun, at patienterne, hvis de havde råd, lod nogle penge blive liggende tilbage, når de gik. Af fattigfolk tog hun aldrig betaling. Snarere hjalp hun dem materielt, når de bad om lidt. De fik altid rigeligt mål, fløden med på mælken osv. Ofte solgte hun korn i så ringe mål, som ingen anden landmand med respekt for sig selv ville nedværdige sig til at sælge, og betalingen tog hun altså ikke så nøje. Hun fik da som regel heller ingen.
Efter nogle års forløb flyttede Ane ind i huset hos en mand ved navn Mads Larsen, der boede i et hus ved Reerslevvej midt i byen. Her boede hun i 1850 og var velsagtens Mads Larsens husholderske.
19/3 1853 viedes Ane i Reerslev kirke til Jens Sørensen af Reerslev. Han var søn af gårdfæster under Nørager, Søren Pedersen og hustru Mariane Sørensdatter, på Baunegård midt i Reerslev by. Jens havde overtaget fæstet efter faderens død i 1844. Mariane døde i 1859.
Ane og Jens Sørensen havde ingen børn selv, men i tidens løb har flere af familiens børn haft deres ophold på gården. Således tjente i 1860 brødrene Rasmus og Jacob Hansen der. De var sønner af husmand Hans Jacobsen, Reerslev, som var gift med Jens Sørensens søster. Samme år tjente også karlen Jørgen Andersen hos dem. Han var søn af gmd. Anders Danielsen på "Danielsminde" på Vedby Vestermark, Han var gift med en af Anes søstre. I 1868 tog Ane og Jens Sørensen en plejedatter til sig, -den flere gange omtalte Johanne, der var Anes søstersøns datter.
Johanne var på Baunegården indtil Ane døde. Hun blev oplært i husligt arbejde, og Ane var en god læremester, for hun var meget dygtig i huset. Johanne har i Historisk Samfunds årbog 1959 beskrevet Ane som en vred dame, hun som oftest var bange for. -Men, når Ane en sjælden gang var i godt lune, var Johanne glad, for så kunne hun fortælle så dejligt om gamle dage, om troldene i Bøgebjerg og meget andet.
Johanne husker også tiden op til jul på Baunegården. Da skulle der være særlig rent og stille i huset. Rok og karter blev sat på loftet, -intet måtte "gå rundt", sagde overtroen, det varslede ulykke!
-Overtroisk har Ane været, hun troede fuldt og fast på, at sygdomme skyldtes forgørelse. Hun brugte derfor en blanding af medikamenter og magi i sine kure. Måske er dette en væsentlig årsag til, at søgningen til Ane efterhånden tog af for til sidst næsten at ophøre. Tilliden til de magiske råd var jo med tiden dalende.
Om plejefaderen fortæller Johanne, at han almindeligvis ansås for at være noget indskrænket, hvilket dog langtfra var tilfældet. Sandheden var snarere den, at Ane var en dame, der ville bestemme alting selv, så han fik med andre ord ikke så meget at skulle have sagt.
I sine sidste år blev Ane så syg i sine ben, at det kneb med at gå. Hun kurerede aldrig på sig selv eller på nogen i sin husstand, men henviste i stedet til lægerne. Selv havde hun søgt flere læger, men forgæves. Hun bevægede sig rundt i huset med 2 stokke. men for det meste sad hun. En karl, der tjente på gården i 1870.'erne, har fortalt, at Ane sjældent sås undtagen ved højtiderne. Som oftest sad hun i sin lille stue, klædt i gamle klude og med store sivsko på.
-Rasmus Andersen, der var murer i Vipperød, har fortalt om Ane. Han var født i 1872 på Løjesbjerggård ved Reerslev, som han en overgang også ejede. Han husker Ane som en før kone med snehvidt hår. Man så aldrig hendes øjne, for hun så aldrig på dem, hun talte med. Desuden bandede hun stygt, hvilket Rasmus ikke syntes lød særlig pænt. Hun var også kendt og frygtet for at kunne sige folk bitre sandheder.
Johanne har også fortalt, at Ane sad den meste tid. Det gjorde hendes i forvejen stride sind endnu mere bittert og vredladent, hvilket kom til at gå en del ud over Johanne. Hun havde efter sin konfirmation måttet overtage alt det huslige arbejde, -men hun bar det tålmodigt, for hun holdt meget af sin plejemor.
Til trods for sit stride sind kunne Ane godt holde folk på den ca. 60 tdr. land store gård. 1 hendes sidste år bestod husstanden af en avlsbestyrer, en husmand og en karl, samt 2 piger og en ung mand, foruden plejedatteren. Den unge mand gik en overgang for at være en plejesøn. Det. var han ikke, han var først kommet til gården, da han var en snes år, og det var Anes plan, at han skulle giftes med Johanne og arve gården, hvilket da også skete.
Johanne har fortalt, at hun aldrig så sin plejemor læse i andre bøger end salmebogen. Hun havde ellers en gammel urtebog, -velsagtens et eksemplar af den såkaldte "Cyprianus"-, men hun læste aldrig i den. Hun kunne den formentlig udenad. Det var en farlig bog. Det fortælles, at Ane engang måtte ile hjem for at redde en af sine karle, der havde fået fat i den. -Han havde læst fanden til sig!
-At Ane selv anså bogen for farlig, ses af den omstændighed, at hun på sit dødsleje bad Johanne om at brænde den, hvilket hun gjorde. Da den var udbrændt, viste hun Ane de forkullede rester, så hun kunne se, at hendes ønske var blevet fulgt. Ane døde 8/2 1885 efter at have siddet enke i 10 år. Andre førte hendes virke videre, men det blev aldrig det samme. -En epoke i Reerslev bys historie sluttede med Ane Jensdatter.

Historierne om Ane:
De fleste findes i Dansk Folkemindesamling, men den første er hentet fra Anthon Nielsens bog "Landsbyliv i Trediverne", hvori han fortæller om Anes første tid i hans barndoms Reerslev.
Bondens syge kone
En bonde, der boede 2-3 mil borte, begav sig til Anes hus medbringende sin syge kone. Efter at have spændt fra, gik de så ind til Ane.
"Vi er taget herhen for at bede dig, om du ikke kan sige "Vor Mor" et godt råd. Hun er så forskrækkelig plaget af riven og sliden i alle lemmer," begyndte manden.
"Ja, jeg har såmænd aldrig ro hverken nat eller dag," supplerede konen.
"Det kan godt være," sagde Ane, "men hvad kan det hjælpe, at I kommer til mig om det? Jeg er kun et sølle tossehoved, der ingenting ved."
Manden mente nu nok, at Ane vidste mere end de fleste, for han havde da hørt om mange, som hun havde hjulpet.
-Men det nyttede intet, Ane blev ved sit: "Det er ikke andet end løgn og sludder," svarede hun, "er der ikke andet, I vil, så kan I gerne rejse straks!"
Manden lovede at betale alt, hvad hun forlangte, men -Ane var ubøjelig: "Jeg forlanger intet andet, end at I går Jer vej!"
-Og nu blev hun mere og mere vred, så konen trak skyndsomst sin mand med ud ad døren.
De begyndte at spænde for, -men så kom skrædderkonen ud.
Hun spurgte, om det dog havde sådan en hast med at komme af sted? -Om de da ikke ville med ind og have en kop kaffe?
Det syntes de gode folk var en god ide. De blev godt beværtet, og snart fik skrædderkonen lokket ud af dem, hvordan det var gået inde hos Ane.
"-Ja," sagde hun, "hun er jo sådan lidt aparte, men hun mener det såmænd ikke så slemt. Nu skal jeg følge kvinden derind, så er hun kanske blevet lidt bedre til sinds."
-Den fremmede kone gik så ind med skrædderkonen, der førte ordet:
"Det er rent galt med den stakkels kone, hun er så plaget af "jægten", og der er ingen doktor, der kan hjælpe hende. Du skulle da vel ikke vide noget, Ane?"
-Atter bedyrede Ane sin totale uvidenhed, men dog i mildere toner end før. Efter en lang forhandling gav hun sig og sagde:
"Ja, når jeg fejler sådan noget, så tager jeg en teskefuld af disse dråber 3 gange om dagen, og så gnider jeg mig ind med klokkefedt på de steder, hvor det gør mest ondt. -Du kan jo gerne prøve det, men jeg kan ikke sige dig, enten det hjælper dig eller ej."
Den syge kone fik så dråberne og lagde 2 rigsdaler på bordet. Ane så slet ikke til den side, -audiensen var forbi. Konen takkede og gik.

Klokkefedtet
-Anthon Nielsen fortæller videre, at skrædderkonen ved solnedgang kom hen til hans forældre og ville have, at han skulle gå op i kirketårnet og hente klokkefedt. Selv turde hun ikke gå derop.
Klokkefedtet (klokkesmørelsen) skulle skrabes af netop i det øje_blik, solen gik ned, -og så skulle det gøres stiltiende!
Denne historie rummer flere træk ved Ane, nemlig hendes angst for at vedgå sine evner, hen_des måde at modtage betaling på, og endelig en smule af magien i hendes kure. Endelig ser vi også et eksempel på skrædderkonens mæglende funktion.

-Synsk eller ej?
-Ane er i tidens løb blevet tillagt nogle karakteristiske egenskaber. Ligesom sin mor skal hun have været synsk eller have haft visse evner til at vide, hvad der var blevet sagt om hende, -et træk, der går igen i flere af de historier, der findes om hende i Dansk Folkemindesamling.
-Der siges dog også at være en mere naturlig forklaring på det fænomen, nemlig at hendes mand, Jens Sørensen, havde for vane at liste ud og snakke med de besøgende, mens de spændte fra.
Under samtalen frittede han dem så ud om deres ærinde, og det skete da, at de røbede et og andet. Når Jens så havde tilstrækkeligt med oplysninger, smuttede han ind ad bagdøren og informerede Ane inden gæsterne kom ind.

Ane kunne forbløffe folk
-Hvad forklaringen end var, så vidste Ane ofte, hvad det var, folk kom for, når de trådte ind ad døren. Hun vidste også ofte, hvad de havde talt om undervejs.
Havde de så sagt noget mindre pænt om hende, fik de hendes uforbeholdne mening og blev vist bort. -Hun havde jo en skarp tunge!
-Det hændte dog af og til, at de alligevel blev taget til nåde, når hun havde ladet dem vente en rum tid.

Emanuels sukker
-Denne historie må nok stamme fra den tid, da Ane endnu boede hos skrædderen, idet hendes bror, Emanuel på den tid tjente i Jorløse. Historien er fortalt til Karoline Graves af Ane Kathrine Jacobsen, som tjente på den samme gård i Jorløse. Hun blev senere husmandskone i Buerup.
Det var en helligdag, og Emanuel var gået til Reerslev for at besøge sin søster. Noget efter kom Ane Kathrine ind i hans kammer for at gøre i orden.
Mens hun var der, kom et par af gårdens børn derind. De opdagede, at der på en hylde lå et stykke kandis, -en dengang meget yndet lækkerbisken.
De plagede Kathrine om at give dem et stykke, hvilket hun gjorde.
-Da Emanuel dagen efter kom tilbage, sagde han pludselig til Kathrine: "Du tog jo af mit sukker i går!"
Tydeligt forbløffet svarede hun: "Jamen hvorfra kan du vide det? Når du var i Reerslev, kan du da ikke vide det!"
"Nej," svarede Emanuel, "men det kan min søster!"
Dagen før skulle Ane nemlig have sagt til ham: "Nu er pigen inde at rede din seng; -og nu tager hun af dit sukker."
Efter den oplevelse kunne Kathrine nok i fremtiden holde fingrene fra Emanuels sager. (Fortsættes på side 3)