Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_sagn

Tiden efter Ane
Dette indslag handler om de folk, der førte Anes gerning videre, om Anes søster, Kloge Lisbeth, og om plejedatteren Johanne.

Johanne
Vi begynder med Johanne. Hun var født 20/1 1862 i Reerslev .
Egentlig var hun døbt Henriette Johanne Amalie. Forældrene var indsidder Hans Peder Jensen og hustru, Karen Christophersdatter. De boede i et hus nær præstegården.
Faderen var en søn af snedker Jens Mortensen, Vedby, der var gift med Anes søster Johanne.
Da Ane Jensdatter døde, arvede Johanne gården. Den var i sin tid blevet fæstet fra Nørager af Jens Sørensen for Anes penge, og var formentlig arvefæste.
Johanne og hendes mand, Søren Christiansen, var imidlertid ikke interesserede i at beholde den. De solgte derfor, og købte i stedet en gård i Holmstrup ved Slagelse. Den kom til at hedde "Johannes Minde". Den findes ikke mere.
Johannes mand var også familie.
Søren Christiansen var den tidligere omtalte unge mand, som Ane havde bestemt, at Johan_ne skul_le giftes med.
Han var søn af Jens Sørensens bror, Christian, der var boelsmand på Bøgebjerg ved Reerslev. Søren og Johanne blev viet i Slagelse St. Peders kirke 4/9 1885.
Kirkebogen fortæller, at de boede nogle år i Holmstrup, hvor de havde en del børn.

-De førte Anes gerning videre
Ane havde, mens hun levede, sørget for at oplære et par mænd til at overtage hendes virksomhed.
Den ene var en husmand ved navn Jens Larsen, vistnok en slægtning. Den anden var hendes avlsbestyrer, Jens Andersen. Han var søn af husmand Anders Pedersen på Vedby Mark og Anes søster, Lisbeth, alias Kloge Lisbeth.
Begge mænd praktiserede allerede i Anes sidste år, hvilket hun nok ikke har haft så meget imod i betragtning af sit eget svage helbred. Jens Andersen tog også ud til folk, hvilket Jens Larsen aldrig gjorde.

Jens Andersen
Jens Andersen boede i et lille hus ved gården. Det fortælles, at den dag, Ane døde, fløj vinduerne i hans hus op og Anes lægebøger ind. Derefter åbnedes låget på en kiste indenfor, og bøgerne fløj ned i den, hvorefter låget atter smækkede i.
-Men den store urtebog, der tidligere er omtalt, fik han altså ikke, eftersom den var brændt!
Efter Anes død voksede Jens Andersens patientkreds. Han var meget rundhåndet med hjælp. Især var han kendt af landevejens farende folk, der ofte fandt vejen til hans hus.
Han var specielt god til tandpine. Man fik" en snaps med 4-5 dråber af noget fra en flaske, og så blev man ellers bragt til sæde, -for man blev nemlig så fuld, at det var umuligt at stå på benene, men tandpinen forsvandt!

"Kloge Lisbeth".
-Anes søster Lisbeth var også klog, men hun kom aldrig på højde med søsteren.
Hun var født 24/11 1822 på Vedby Vestermark. I 1843 boede hun i Reerslev hos Ane, og hos sig havde hun sin uægte søn, Jens Andersen.
Han er den ovenfor omtalte Jens Andersen. Faderen, Anders Pedersen, tjente på Frihedslund på den tid. Han giftede sig senere med Lisbeth, og de slog sig ned i et hus på Vestermarken, som han 9/12 1843 fæstede af Vedbygård.

Man var bange for Kloge Lisbeth!
Lisbeth praktiserede allerede da Ane levede. Hun havde det med at gå rundt på egnen og kalde sig "Den Kloge Kone fra Reerslev", hvilket skræmte de fleste. -Man skal jo her erindre sig, at folk almindeligvis var bange for Ane.
En dag kom Lisbeth på en af sine vandringer til Svebølle. Her gik hun ind hos svigerforældrene til den tidligere omtalte murer, Rasmus Andersen i Vipperød.
Da hun præsenterede sig som den kloge kone fra Reerslev , blev alle i huset meget forskrækkede. Manden i huset hoppede ud ad vinduet og skjulte sig i udhuset til hun var gået. -Men Lisbeth gjorde nu ingen fortræd.

En mørk aften ved Reerslev...
-Som årene gik, blev hun mere og mere drikfældig. Hun blev skilt fra manden og kom under fattigforsorg, og stadig vandrede hun om på egnen.
En mørk januar-aften havde den ovenfor omtalte murer Rasmus Andersens far, Lars Andersen på Løjesbjerggård, været i skoven efter et læs træ til træskomanden.
På hjemvejen kørte han med et fuldt læs, bl.a. en stor kævle. Det var bælgmørkt.
Pludselig mærkede han, at vognen gav 2 bump. Han kunne intet se, og vende vognen kunne han heller ikke. Han kørte derfor hjem og bad Rasmus og hans bror om at løbe op ad vejen og se, hvad det var, han havde kørt over. Han syntes også, han havde hørt et par skrig.
-Da de 2 brødre nåede Sennepsbjerg, faldt Rasmus over noget, der viste sig at være et menneske.
-Men da nu vedkommende lå og snorkede højlydt, kunne det jo ikke være helt galt fat. Det viste sig, at det var "Kloge Lisbeth", som lå der og sov rusen ud midt på vejen!
De fik hende stablet på højkant og slæbt hjem på gården. Nu kom der mere liv i hende, og hun forlangte at komme til sengs.
Nu skulle familien lige se, hvor meget hun var kommet til. Det viste sig, at vognen var gået over hendes ben, der havde fået nogle skrub, men ellers var hun ikke kommet til skade.
Der blev så redt op til hende i stalden med halm og dækkener. Fra sine mange ture var hun jo vant til at overnatte i stalde og udhuse. Snart faldt hun til ro og sov videre.

Et par snapse –og så af sted
Næste morgen var hun meget fortumlet, men ville ikke have kaffe. Derimod ville hun gerne have et par snapse, hvilket hun fik.
Derefter drog hun atter af sted med sin gamle paraply, som hun altid medbragte.
-Kloge Lisbeth døde d. 29/1 1887 på Reerslev Fattiggård i en alder af 65 år. Nu kunne hun ikke længere holde til det fugtige og omflakkende liv.

Hvem ved mere?
Selv om kilderne til beretningen om de kloge folk i Reerslev har været mange, er der måske alligevel nogle, som kunne bidrage med flere oplysninger om denne kloge familie.
Hvis det er tilfældet, så kontakt  venligst Lokalhistorisk Arkiv på Høng Bibliotek, eller send evt. en mail til en af de nedenstående adresser. Det gælder  naturligvis også, hvis nogen har kendskab til andre kloge mænd og koner i andre lokaliteter.