Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_sagn
Hoved menu
- Hjemmeside
- Smedeviserne
- Kildedyrkelse >
- Kloge Folk >
- Lokale sagn >
Smedeviserne
Smeden i Løve ville bygge til
Smeden August Møller i Løve havde i 1894 overtaget sin faderen Hans Christian Møllers ejendom med tilhørende smedje i Løve by, beliggende på matr.nr. 89. Beboelsen var i det hus, som nu ligger Gartnervej 1.
Selve smedjen lå dengang på pladsen foran gadekæret, lige nedenfor beboelsen.
I 1905 var smedjen blevet for trang, og Møller ville derfor gerne udvide den. Imidlertid lå den på umatrikuleret gadejord, altså fælles areal. Der var altså ikke hævdsret på mere jord end den grundflade, som smedjen lå på.
Smeden skulle derfor indhente tilladelse fra byens beboere. Det gjorde han så, men det vil sige, han fik kun spurgt gårdmændene og "glemte" at spørge husmændene.
Smeden mente nu, at sagen var i orden og begyndte at lægge grund til udvidelsen.
Det fik hans nabo, skomager Jens Peder Vest, til at nedlægge forbud, fordi han ikke var blevet spurgt.
Skønt smeden søgte advokatbistand hos sagfører Balle i Slagelse, hjalp det alt sammen ikke, han måtte pille sin grund op igen.
I stedet byggede han en helt ny smedje på den modsatte side af Gartnervej (nr. 2), som han også ejede. Den "nye" smedje ligger endnu på denne plads, mens den oprindelige er borte.
Det hedder i Dansk Folkemindesamlings arkivalier, at skomageren for at drille smeden digtede en vise på melodien "Hist hvor vejen slår en bugt".
Dette er imidlertid forkert! Det var en anden af smedens naboer, August Englev, der var forfatteren. Han skrev visen i sin afdøde datters skudsmålsbog. Dette er meddelt os af en efterkommer af August Englev, som har tilsendt undertegnede en kopi af original-
Det skal lige indskydes, at visens forfatter med linjen "Ak, St. Olufs søde væde" i vers 5 hentyder til den stedlige krovært, Oluf Jørgensen.
1/: Her, hvor vejen slår en bugt,
tænkte jeg at bygge smukt.:/
Her ved byens grønne dam
vil jeg bo foruden skam.
Hver en bonde som jeg så
måtte skrive under på,
at jeg måtte bo og bygge
under deres vingers skygge.
2/: Småfolk jeg ej ænse ville
derfor gik det mig så ilde.:/
Grunden havde jeg fået lagt,
den var helt tilendebragt.
Alting var såvidt i orden,
men der ej fred på jorden,
tænk, så kom den fæle West
gjorde sådan vældig blæst.
3/: Han pukkede på lov og ret,
som var den ikke fyldest sket.:/
Ja, tænk, han sagde nok så fræk
hele grunden den må væk.
Men sligt jeg dog ej tåle ville,
til en sagfører jeg måtte ile.
Men han sagde kun, hr. Balle:
"De må ha´et ja af alle."
4/:Protestere vil ej nytte,
De må hele grunden flytte:/
Nu mit sidste håb må synke
og jeg må min pande rynke.
Hvilken skændsel for mig arme,
ak, I føler ej min harme,
thi hvad har jeg for min møje
og hvad spot må jeg ej døje.
5/: West´s undskyldning sådan lød:
"Pligten mig at handle bød." :/
Pokker sådan pligter have,
som kan rive alt af lave.
Ak, St. Olufs søde væde
skænker ikkun stakket glæde,
Verden ikkun rummer,
en mangfoldighed af kummer.
6/: Det ord jeg hårdt fortryde må,
at småfolk vil jeg skide på. :/
De små har også stemme,
det fik jeg at fornemme.
Nu min sagn må have ende,
men jeg lærte dog at kende:
Vil en sag man fuldtud magte,
bør man ej de små foragte.
På dette foto, som er taget efter 1905, ses begge de omtalte smedjer.
Til venstre den oprindelige ved gadekæret. Bag den skjuler sig smedens bolig (Gartnervej 1).
Til høje ses den nybyggede smedje.
Bag den ses den gamle telefoncentral (Gartnervej 6), og helt i baggrunden anes det tidligere gartneri.
En dag jeg gik i Smallegade
Da smeden fik revanche
I januar 1989 forlalte vi i "Lokalhistorisk Nyt" historien om skomager J.P. Vest og smeden i Løve. Dengang var det smedens fadæse, visen handlede om. Det er en historie, der er velkendt af mange, men der er nok ikke så mange, der kender historien om, hvordan smeden fik en slags hævn, og derfor bringer vi den her.
Den er hentet i Dansk Folkeminde_samlings arkiv og begivenheden fandt sted et halvt års tid efter den første hændelse.
Skomageren havde netop opsat et stort stakit ud mod "Smallegade" (det folkelige navn for den nuværende Gartnervej).
Nu var det sådan, at stakittet stod lige en anelse for langt ude i forhold til vejen, og da smeden øjnede en mulighed for at hævne sit forsmædelige nederlag, var han ikke sen til at reagere.
Han klagede til sognerådet, der inspicerede stridens æble. Ganske rigtigt blev det konstateret, at der var tale om en overtrædelse af gældende regler.
Stakittet stod et godt stykke på den forkerte side af vejgrøften. Derfor måtte det fjernes.
Også denne begivenhed fik sin vise, der her gengives efter Dansk Folkeminde_samling med dertil hørende kommentarer.
Hvorfra visen stammer, blev aldrig opklaret, men man mistænkte smedens nabo, August Englev i huset nord for gadekæret, for at være ophavsmanden.
"Da Per Skrædder gik udenfor stregen."
En dag jeg gik i Smallegade
var folk der mer' end ellers glade,
jeg gik ad vejen stille frem
og tænkte: "Hvad mon fryder dem".
Da stod imellem hegnets pæle
en mand med miner mørke, fæle,
da jeg kom nær, han græder:
"O, tænk det var Per Skrædder."
Da jeg kom hen til ham,
ham ej at trøste syntes skam,
jeg sagde: "Hør min gutem Schneider,
hvi grunder du og ej arbejder?"'
"O, ve mig! -
jeg lå hos mine fædre.
Hvor skæbnen er mig blevet tung,
jeg mærker, jeg ej mer' er ung.
Jeg fordum loven kendte,
hvordan man end den vendte.
Det volder mig tit pine slem,
dens paragraffer for mig gik i glem.
Nys satte jeg -
så nydeligen et stakit
og tænkte: Ingen moders sjæl
tør mer' Per Skrædder være fæl.
Alt da jeg var en lille pog
jeg læste i en gammel bog:
Ifald man livet ret vil eje,
man vandre må ad smalle veje.
Nu regnes for retfærdighed
at gøre næsten vejen bred.
Respekt for sådan religion,
jeg siger: Tak for min person.
En dag fra byrådet mødte tvende
mig mit stakit mod nord at sende.
O, tænk i vint'rens kulde
mod nord at flytte skulle.
Jeg svor ved alle guder
med krop og hår og huder,
at skal jeg imod norden gå,
skal apotekeren ligeså.
Men -
derfor må salte tårer trille.
Til at føre sådant regiment
var jeg dog ikke kompetent.
Jeg nødig dog som Phister vil
dem flytte, når man ej er til
Jeg flytter nu, skønt ej med glæde,
men håber snart at se andre græde.
Jeg kommer som en nytårsgæst
modtag mig da som bedst.
Som fugl med såret vinge
min flugt den er kun ringe.
-
Smallegade er, som nævnt i dag Gartnervej, hvor både skomageren og smeden dengang var naboer.
Per Skrædder er dæknavn for skomager Vest, der jo også på en måde var beskæftiget med at sy.
"Fra byrådet mødte tvende" hentyder til 2 repræsentanter fra sognerådet, der mødte på inspektion.
Apotekeren var kromand Oluf Jørgensen, der tilfældigvis på samme tid også havde sat et stakit lidt for tæt på vejen.
Vendingen "jeg føler, jeg er lille" var egentlig dobbeltbundet, idet skomageren jo var lille af vækst.
Den i næstsidste vers nævnte Phister var pastor Joachim Phister (bedstefar til skuespilleren Phister), der omkring udskiftningen var sognepræst i Gierslev . Han døde i 1797, og ifølge sagnet måtte han gå igen og flytte skelpæle efter sin død. Det sagn stammer fra, at han under udskiftningen var en meget ivrig deltager i opmålingerne i marken. Det siges, at han om natten flyttede de skelpæle, der ikke rigtig stod som han kunne ønske.
At Per Skrædder kommer "som en nytårsgæst" hentyder til, at sangen netop udkom i nytåret 1906.
Om skomageren er der lidt at fortælle. Han var, som sagt, lille af vækst og havde ikke altid lige let ved at tjene til livets ophold. Det ser ud til, at familien fra ca. 1860 og frem har boet ikke så få forskellige steder.
I en periode var de mere eller mindre henvist til at modtage fattighjælp. Boligforholdene var så dårlige, at deres børn en tid måtte bo på fattiggården på grund af sundhedsfare.
I nogen tid havde skomageren en mindre indtægt ved at distribuere lotterisedler og hente eventuelle gevinster for vinderne.
