Høng-Haslev-Faxe-Lokalt_sagn

Kilder & Kildedyrkelse:
Dette indslag blev bragt i oktober 1991 i "Lokalhistorisk Nyt" som en afslutning på en serie om "Kildegården" på Herslev Mark.
Denne gård blev i sin tid bygget tæt ved en gammel helligkilde, hvor der ifølge lokale overleveringer har været afholdt traditionelle kildemarkeder med sang, dans og anden morskab i generation efter generation.
Den lokale spillemand.
At kilden på Herslev Mark har været søgt er der ingen tvivl om. Det vides også, at gårdmand Rasmus Nielsen fra Tjørnelunde ofte spillede op til dans derude St. Hans Aften. Han gik almindeligvis under tilnavnet "Rasmus Musikanter".

Kilden løb sjældent tør.
Selve kilden er vel omkring 5 alen dyb. Der har altid været rigeligt med vand i den, og skete det endelig, at den løb tør, varede det sjældent mere end nogle få timer, så var der atter vand.
I tørre somre kom man langvejs fra for at vande kreaturerne netop ved denne kilde.
Den findes i dag under et betondæksel på den nordøstlige skråning af den bakke, hvor Kildegården engang lå.

"Ånderne i vandet"
-I det hele taget har mennesker til alle tider følt sig draget af kilderne. De har erkendt dem som værende en livsbetingelse. Ikke mindst har kildernes urolige vand ofte forekommet dem at ligne en slags levende væsener.
Man talte om "ånderne i vandet", som man helst skulle holde sig gode venner med.
For at opnå dette, ofrede man det bedste, man ejede, ved at kaste det i kilden. Man har netop i kilder gjort fund af både stenalderens flinteredskaber og bronzealderens smykker mm.
I takt med den stigende religiøse udvikling har man uden tvivl sat kilderne i forbindelse med den livgivende regn og med højere guddommelige væsener. Man har brugt betegnelser som "Nøkken", "Åmanden" og flere andre.

Ofring ved vadestedet.
Til disse væsener ofrede man for at komme over det brusende vandløb i god behold. Det kan lyde sært i vore øren, når vi tænker på en dansk gennemsnits-å.
Men man skal erindre sig, at vandstanden dengang var væsentlig højere, og at der hverken var bro eller gangbræt.
Man var derfor henvist til at benytte vadestederne. At krydse et sådant vandløb har nok ikke været helt ufarligt med alle sine rørlige ejendele i en bylt på ryggen.

Menneskeofringer.
Helligkilderne er nogle af vore ældste kulturminder. I Norden vidner gamle skrifter tidligt om kildedyrkelse.
Ved Uppsala var der f.eks. En kilde, hvor særlige til ofring bestemte mennesker, -formentlig trælle eller krigsfanger-, blev druknet. Ved disse ceremonier tog man varsler af ofrets forsvinden eller opdukken i kildens vand.

Kilderne fik navne.
Kilderne fik oftest navne efter personer eller guddomme. I hedensk tid var det navne hentet fra mytologien.
Nogle af disse navne udviklede sig senere til stednavne, f.eks. "Tyrs Væld" = Tisvilde, eller "Balders Brønd", der senere er blevet til Baldersbrønde.
I reglen refererer kilderne til bestemte begivenheder eller tidspunkter i den persons eller guddoms liv, som de er opkaldt efter.
Således skal netop Balders Brønd være fremkaldt af Balder for at stille hans krigeres tørst. Senere overleveringer fortæller, at kilden sprang ved et hovslag fra hans hest.

Kilderne bliver kristne.
I mange tilfælde er de hedenske kilder fortsat blevet dyrket efter kristendommens indførelse, jævnfør de ældste kapeller og trækirker, der netop ofte blev opført på eller tæt ved de hedenske helligsteder og helligkilder.
Kilderne fik nu efterhånden navne efter de katolske helgener, f.eks. Sct. Peder, Vor Frue, eller måske mere lokale helgener som Sct. Laurentius, Sct. Thøger, Sct. Jørgen, Hellig Anders og flere andre.
Efter sagnet var de opstået ved en bestemt lejlighed i den pågældende helgens liv eller ved, at han på dette sted har foretaget sig en bestemt ting.
F.eks. Standsede Sct. Jørgen sin plov for at gå i Herrens tjeneste, Hellig Anders tabte sin handske, osv…, -og straks sprang der en kilde. Også uskyldigt myrdede jomfruer har givet navn til kilder, som skal være udsprunget på stedet for udåden som et jærtegn.

Kildernes egenskaber og ritualerne omkring dem
Fælles for kilderne er, at de har været tillagt specielle former for lægedomskraft eller andre undergørende egenskaber, -og det især ved midsommertid.
Måske som et levn fra hedenske tiders solhvervsfester var det ifølge folketroen på denne tid af året, at naturvæsenernes magt var stærkest, jævnfør heksenes natlige ridt i St. Hansbålenes skær.
De folkelige skikke omkring kildedyrkelsen er nemlig ofte blottet for enhver lighed med kristendom, ligesom traditionen med St. Hansbålet i midsommernatten  og den dermed forbundne dans og morskab.

Man erindrer sig her midsommervisens ord: "..da går ungdom til dans, på dit bud, St. Hans."
Netop traditionen for dans og morskab i midsommernatten har været en hyppig ingrediens i kildedyrkelsen. Optegnelser fra 16. og 17. århundrede og helt op til vore dage giver et billede af det brogede liv, der udfoldede sig  omkring kilderne.

Regulære kildemarkeder
Den enorme tilstrømning til kilderne udviklede sig efterhånden til regulære kildemarkeder med boder, telte og alt muligt kram og gøgl.
Der var handelsmænd og håndværkere, der tit gjorde gode forretninger. Bødkere og pottemagere falbød deres varer. Især de sidstnævnte havde godt salg af drikkeskåle til kildevandet.
-Ingen andre kunne drikke af en skål, som en syg havde brugt, så efter at have drukket, ventede man til vandet var nået gennem systemet. Derefter lod man sit vand i skålen, hvorefter den blev knust mod en sten ved kilden, -så havde sygdommen forladt kroppen. Man finder tit skårene af disse skåle rundt om kilderne.

Markedsgaver, druk og slagsmål
Udråbere solgte knive, redskaber, piber, trævarer mm. Der var boder med honningkager og sukkerstads, og der var godt salg, for man købte markedsgaver med hjem til familien.
Der var musik og dans, drikkeri og slagsmål, og mange steder ligefrem forargeligt leben, hvilket mange præster ofte klagede over. Markedspladsen lå jo tit  nær ved kirken og præstegården.
Resultatet var, at man i nogle tilfælde flyttede markederne til et andet sted eller et andet tidspunkt, eller forbød dem helt, -men det holdt nu hårdt med at udrydde de gamle traditioner.

Lægehjælp eller magi?
For den jævne befolkning var det i fordums tid svært at få lægekyndig hjælp ved sygdom. Ej heller havde de midlerne til at betale en sådan hjælp.
Man klarede sig med nedarvede husråd fra kloge mænd og koner. Muligvis har smeden eller jordemoderen i landsbyen været opfattet som sådanne.
I hedensk tid var det ofte offerpræsterne, der ydede lægelig bistand. –Den var nu nok mest af ren magisk art.
Ved kristendommens indførelse indvandrede lægekyndige munke til landet. De havde kendskab til brugen af urter. De skabte også en forventning til lægedom ved valfart til de hellige kilder og ved offer til kildernes skytshelgener.

De søgte kilderne:
Der var mangfoldige sygdomme, der fik folk til at søge kildernes helbredende vand.
Der kom værkbrudne med krykker, og efter besøget, når krykkerne kunne kastes, blev disse ophængt ved kilden eller i det nærliggende kapel eller i kirkens våbenhus. Samtidig lagde man så nogle penge i den opstillede kildeblok.
-Der kom folk med forskellige former for lammelser, faldende syge (epilepsi), fnat, skab, spedalskhed, engelsk syge, eksem, udslæt, sår, bylder, koldfeber, kramper, rosen, hovedværk, mave- og øjensygdomme, tæring, pest og meget andet.
I det 17. århundrede troede endog mange læger på kildernes helbredende kræfter.

Ritualer ved kilden
Når man besøgte en kilde, var der gerne en række skikke, der altid blev fulgt, og hvor tallet 3 ofte gik igen.
Man skulle f.eks. gå 3 gange venstre rundt om kilden, drikke 3 mundfulde vand, for derefter at bøje sig 3 gange mod den opgående sol.
Man måtte ikke tale mens vandet blev øst op, og vandet måtte ikke komme under tag, hvis man tog noget af det med sig på hjemvejen, hvilket mange gjorde.
Hvis dette skete, ville vandet tabe sin kraft. Men lykkedes det at komme velbeholdent hjem med vandet, havde man sit eget "hus-apotek" at trække på, indtil det atter var tid at drage til kilden. (Fortsættes side 2)